Kroppen går med på job - vores nervesystem på arbejde

Vi møder ikke kun op på arbejde som medarbejdere, ledere eller kolleger.
Vi møder op som mennesker – med kroppe, historier og nervesystemer, der konstant forsøger at finde ro og balance.

Selv når vi tror, vi har lagt privatlivet fra os, følger vores nervesystem med.
Det husker tempoet, tonen, forventningerne – og det, vi engang lærte for at kunne føle os trygge.

Når kroppen tager over

Vores nervesystem arbejder konstant i baggrunden for at holde os i live, vågne og tilpas.
Men når presset varer for længe, begynder kroppen at reagere – ofte før vi selv opdager det.

Vi glider ind i sympatisk aktivering – det system, der får os til at handle, præstere og fikse.
Det giver os fokus og energi, men hvis vi bliver der for længe, mister vi fornemmelsen af os selv.
Søvn og nærvær glipper, tankerne kører i ring, og ægte engagement i andre mennesker kan føles anstrengende.

Når kroppen ikke længere kan holde tempoet, falder vi over i det dorsale.
Alt bliver tungere. Det, der før føltes muligt, bliver pludselig uoverskueligt.
Vi orker mindre, men skælder os selv ud for ikke at kunne mere.

Det er ikke dovenskab – det er tillæring, konditionering og biologi.
Kroppen husker, og det, vi engang lærte for at overleve, kan senere blive til mønstre, der holder os fast.
Nervesystemet gentager det kendte – ikke fordi det er svagt, men fordi det prøver at passe på os.
Når vi begynder at møde det med nysgerrighed i stedet for modstand, kan vi langsomt vise det en ny vej.

Den sunde dorsal – pausen der nærer

For mig har det været en vigtig erkendelse, at der findes en forskel mellem at lukke ned og at oplade.
Den sunde dorsal er ikke kollaps, men regeneration – det sted, hvor kroppen får lov til at finde ro.

Jeg har lært, at hvile ikke er et tegn på svaghed.
At stilheden mellem opgaverne er lige så vigtig som det, vi udretter.
At jeg kan være både virksom og hvilende uden at miste mit engagement.

Når jeg tillader mig at lande, kan jeg mærke mere klarhed.
Når jeg overhører kroppens signaler, mister jeg retningen.

Det vi bærer med os, viser sig på arbejdet

Vi tror ofte, at vores reaktioner på arbejde handler om jobbet – men mange af dem begynder langt tidligere.
Det, vi lærte i barndommen om tryghed, anerkendelse og ansvar, følger os som en slags understrøm.

Nogle tager altid ansvaret – for at undgå at skuffe.
Andre kontrollerer alt – for at skabe tryghed, hvor tilliden mangler.
Det er ikke personlighed, men mønstre, formet af erfaring.

Når vi begynder at forstå det, bliver vores blik mildere.
Der opstår et rum, hvor vi ikke dømmer reaktionen, men spørger:
“Hvad prøver mit system egentlig at fortælle mig lige nu?”

At kende sin kapacitet

Vores nervesystem har grænser, ligesom alt andet levende.
At kende dem er ikke et nederlag – det er visdom.

Når vi lærer at mærke, hvornår vi bevæger os ud af balance, får vi mulighed for at handle, før vi brænder ud.
Det handler ikke kun om mindfulness eller pauser, men om ærlig kontakt til kroppen.

For mig handler det om små, enkle bevægelser i hverdagen:

• En langsom udånding, når alt kører for hurtigt.

• Et blik ud ad vinduet, der minder mig om perspektiv.

• Et kort øjeblik med fødderne i gulvet, før jeg svarer på en mail.

• At acceptere træthed som et signal, ikke som et svigt.

Når kroppen får lov at være med

Nervesystemet er ikke noget, vi skal fikse. Det er noget, vi skal forstå.
Når kroppen får lov at være en del af helheden – ikke bare et transportmiddel for hovedet – begynder noget at falde på plads.

Vi kan stadig være ambitiøse, effektive og målrettede, men på en måde, der er forankret.
Når vi lytter til kroppens rytme, kan vi mærke, hvornår det er tid til at bevæge sig – og hvornår det er tid til at stå stille.

Det er dér, vores indre kompas begynder at vise vej.
Ikke som et ideal om balance, men som en levende bevægelse mellem aktivitet og hvile.

Når kroppen får lov at være med, begynder vi også at bevæge os ind i den ventrale vagus – den del af nervesystemet, hvor vi kan være i ægte kontakt med os selv og andre.
Herfra opstår vores naturlige evne til at engagere os, være kreative, effektive og i flow – uden at miste forbindelsen til os selv.

Når kroppen får lov at være med, bliver arbejdet ikke kun noget, vi gør –
men en naturlig del af, hvem vi er. 🌱